Musikprogrammet er nu komplet
Mere musik. Mere oplevelse. Mere Herning.
Når HEDEN LIVE åbner portene på Sportspladsen ved Herning KFUM den 21.–22. august 2026, bliver det med et fuldt program af danske topnavne.
Festivalen kan nu offentliggøre de sidste to artister: Alex Vargas og Ella Augusta, som
dermed fuldender lineuppet til Hernings nye sommerfestival.
Med offentliggørelsen står det samlede musikprogram klar med D-A-D, Suspekt, Saveus, Blæst, URO, Poul Krebs, Alex Vargas, Annika Aakjær, Sofie 1998 og Ella Augusta.
HEDEN LIVE – Herning Festival er skabt som en ny kulturel samlingsbegivenhed i byen. En festival, hvor musik, mad og fællesskab smelter sammen, og hvor ambitionen er at skabe mere af alt det, vi elsker: mere musik, mere oplevelse, mere
samvær – og mere Herning.
To stærke navne fuldender musikprogrammet
Med Alex Vargas på plakaten får HEDEN LIVE en af de mest intense og kompromisløse live-performere på den danske musikscene.
Siden gennembruddet med det platin-sælgende hit “Shackled Up” og det prisvindende album Cohere har Vargas bevæget sig ubesværet mellem intime koncertoplevelser og store arenaer.
Når Alex Vargas går på scenen til HEDEN LIVE, kan publikum forvente en koncertoplevelse, hvor det rå, det spirituelle og det euforiske smelter sammen.
På plakaten er også Ella Augusta, som på få år har markeret sig som en af de mest spændende nye stemmer i dansk pop. Hendes debut-EP Sytten fra 2024 høstede ros fra anmeldere og publikum, og singlen “Baglæns” har rundet mere end 11 millioner streams.
De seneste år har hun spillet udsolgte koncerter rundt i landet og når Ella Augusta indtager scenen i Herning, kan publikum se frem til en koncert, hvor det sårbare møder det storladne – og hvor publikum går hjem både rørt og opløftet.
Mere end en musikfestival
HEDEN LIVE bliver mere end en musikfestival – Kristian Andersen, partner i Mad & Kultur, som er arrangør af HEDEN LIVE uddyber:
“Vi drømmer om at skabe en festival, hvor hele Herning og opland får en fuldendt oplevelse. HEDEN LIVE skal være
den weekend, hvor man samler vennerne, familien eller kollegerne og bare glæder sig til to dage fyldt med musik, gode madoplevelser og den helt særlige festivalstemning. Vi har sammensat et program, der rammer bredt, og vi gør os virkelig umage for at skabe en festivalplads, hvor skuldrene sænkes og stemningen løfter sig. Vi håber og tror på, at HEDEN LIVE kan blive en af de sommerweekender, folk allerede nu sætter kryds ved i kalenderen – fordi det simpelthen bliver en fest.”
Allerede nu har en lang række lokale virksomheder valgt at bruge festivalen som ramme om
medarbejderarrangementer, netværk og sommerfester.
På festivalpladsen etableres derfor HEDENS Business // VIP Lounge, hvor virksomheder kan invitere medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere til en fælles festivaloplevelse med gode faciliteter, mad og netværk. Området er også åbent for den kræsne festivalgæst – vennegrupper eller par, der gerne vil mærke festivalstemningen, men samtidig forkæle sig selv med lidt ekstra komfort og gode madoplevelser.
En af de virksomheder, der allerede har taget festivalen til sig, er WeMarket, som har inviteret hele medarbejdergruppen til festivalen.
“HEDEN LIVE er den perfekte ramme om årets sommerfest. Vi har inviteret hele personalegruppen og glæder os til at være en del af Hernings nye festival.”
Jannick Troelsen, CEO – WeMarket
Opbakningen fra erhvervslivet understreger ambitionen bag festivalen: at skabe en begivenhed, der samler byen – både privat og professionelt – og som samtidig kan tiltrække gæster fra resten af landet.
Flere lokale virksomheder bakker også op om festivalen som samarbejdspartnere, heriblandt Mediehuset Herning, Birk Teq, Wemarket, Partner Revision, Stark og PSAL.
Festivalen finder sted 21. & 22. august 2026 på Sportspladsen ved Herning KFUM.
For yderligere spørgsmål, kontakt:
presse@hedenlive.dk